De blå jeans, du har på i dag, er sandsynligvis farvet med et syntetisk farvestof, men det var ikke altid tilfældet. I modsætning til andre farver, der let kunne opnås ved hjælp af bark, bær og lignende, forblev blå en vanskelig farve at genskabe - indtil det blev opdaget, at farvestof kunne fremstilles af indigoplanter. At fremstille indigo-farvestof er dog ingen nem opgave. Farvning med indigo er en flertrins, arbejdskrævende proces. Så hvordan laver man farvestof indigo plantefarvestof? Lad os lære mere.
Om Indigo Plant Dye
Processen med at omdanne grønne blade til lyseblåt farvestof gennem gæring er gået ned i tusinder af år. De fleste kulturer har deres egne opskrifter og teknikker, ofte ledsaget af åndelige ritualer, for at skabe naturligt indigofarvestof.
Fødselsstedet for farvestof fra indigoplanter er Indien, hvor farvestofpastaen tørres til kager for nem transport og salg. Under den industrielle revolution nåede efterspørgselfarvning med indigo sit højdepunkt på grund af Levi Strauss blå denimjeans popularitet. Fordi det tager meget at fremstille indigo-farvestof, og jeg mener MEGEN blade, begyndte efterspørgslen at overstige udbuddet, og derfor begyndte et alternativ at være efterspurgt.
I 1883 begyndte Adolf von Baeyer (ja, aspirin fyren) at undersøge den kemiske struktur af indigo. I løbet af sit eksperiment fandt han ud af, at han kunne replikere farven syntetisk, og resten er historie. I 1905 blev Baeyer tildelt Nobelprisen for sin opdagelse, og blå jeans blev reddet fra udryddelse.
Hvordan laver man farvestof med indigo?
For at fremstille indigo-farvestof har du brug for blade fra en række forskellige plantearter som indigo, woad og polygonum. Farvestoffet i bladene eksisterer faktisk ikke, før det manipuleres. Det kemiske stof, der er ansvarligt for farvestoffet, kaldes indikativt. Den gamle praksis med at udtrække indikatorer og konvertere det til indigo involverer gæring af bladene.
For det første er en række tanke opsat trinlignende fra højeste til laveste. Den højeste tank er, hvor de friske blade placeres sammen med et enzym kaldet indimulsin, der nedbryder indikatoren ned i indoxyl og glucose. Efterhånden som processen finder sted, afgiver den kuldioxid, og indholdet af tanken bliver snavset gul.
Den første gæringsrunde tager omkring 14 timer, hvorefter væsken drænes i den anden tank, et trin ned fra den første. Den resulterende blanding omrøres med skovle for at inkorporere luft i den, hvilket gør det muligt for bryggen at oxidere indoxylen til indigotin. Når indigotinet lægger sig i bunden af den anden tank, suges væsken væk. Det afregnede indigotin overføres til endnu en tank, den tredje tank, og opvarmes for at standse gæringsprocessen. Slutresultatet filtreres for at fjerne urenheder og tørres derefter til dannelse af en tyk pasta.
Dette er den metode, hvormed det indiske folk har fået indigo i tusinder af år. Japanerne har en anden proces, der ekstraherer indigo fra polygonplanten. Ekstraktionen blandes derefter med kalkstenpulver, lutaske, hvedeskallepulver og skyld, selvfølgelig, for hvad ville du ellers bruge det til andet end at fremstille farvestof, ikke? Den resulterende blanding får lov til at fermentere i en uges tid for at danne et pigment kaldet sukumo.
